Om udstillingen

Tag med på en fængslende rejse til vikingernes verden i Nationalmuseets spektakulære særudstilling: ‘VØLVENS VARSEL’.  Oplevelsen er iscenesat af Kasper Holten.

Tag med til vikingernes magiske verden

I den sanselige udstilling træder du ind i vikingernes komplekse verden og møder Vølven, den magtfulde spåkvinde, der var hjernen bag vikingernes forsøg på at forstå både samtid og fremtid. Dyk ned i vikingernes filosofi om eksistens og skæbne, og mærk selv efter… Måske datidens varsel om verdens undergang kan lære dig noget vigtigt om dit eget liv og vores tid.

Hør Kasper Holten og Rane Willerslev fortælle om udstillingen

Mød Vølven

Udstillingen åbner et univers, hvor du lærer om vølverne i vikingetiden, deres funktion, deres historier, og hvem de var.

For vølvekvinderne var indflydelsesrige og frygtede, og de spillede en overraskende vigtig rolle for vikingerne i deres forsøg på at forstå verden omkring sig og deres egen skæbne. Selv Harald Blåtand, der indførte kristendommen i Danmark, har formentlig søgt vølvers råd.

I udstillingen bliver du ført ind i vikingernes verdenssyn og deres tanker om, hvem de selv er. Tanker vi ellers kan fristes til at tro kun har været forbeholdt mennesker i moderne tider.

Mennesket har altid forsøgt at forstå verden og sin egen eksistens, og til det har vi igennem alle tider tilkaldt hjælp. Hos shamaner, i religionen, i selvhjælpsbøger, hos psykologen, Google eller ChatGPT. Vikingerne gik til Vølven.

Verdens undergang

Udstillingen starter med en rejse, hvor du træder i overguden Odins fodspor, når vi møder Vølven, der taler direkte til os.

Vølven fortæller dig og Odin historien om Ragnarok: det er en historie om en verden, hvor mennesket er dybt afhængige af naturen omkring sig. Det er en historie om angsten for, hvad der vil ske, når verden kommer ud af balance. Hvad der vil ske, hvis kaos slippes løs i verden – eller hvis vi turde slippe kaos løs inde i os selv. Forhåbentlig bringer denne rejse os på én gang tættere på vikingerne – og får os til at se os selv i spejlet.

En udstilling iscenesat af Kasper Holten

Kasper Holten har iscenesat udstillingen i scenografi af Steffen Aarfing. Sammen er de to kendt for at have skabt operaopsætninger over hele verden, herunder bl.a. en rost opsætning af operaen ”Ragnarok” på Det Kongelige Teater.

Marie Carsten Pedersen fra Zetland har medvirket som udstillingens dramaturg, og arkæolog og museumsinspektør Peter Pentz samt udstillingsredaktør Mette Boritz fra Nationalmuseet har været det faglige team bag udstillingen.

Læs mere om de valg, der er truffet i arbejdet med udstillingen her.